Anna, du er en klodset tumpe.

Puha, hvor er det lang tid siden jeg har skrevet en blog. Men jeg synes det var på tide at komme ud med noget.

For en uge siden præsterede jeg at brække min fod. (Hvor dum kan man være!!). At den er brækket er der jo ikke noget at gøre ved. Men nøj, hvor den bare ødelægger mange ting for mig. Det kan godt være det bare er mig der ligger for meget i det. Men jeg føler virkelig det er svært at være med på samme måde som jeg plejer.

For det første bliver jeg enorm træt. Det er fysisk hårdt at gå på krykker døgnet rundt. Og når jeg er træt bliver jeg også meget nemmere sur. Jeg tror sammenlagt at jeg har været lige så sur i denne uge, som jeg var hele sidste år.
Ja, jeg kan godt blive sur normalt. Men jeg er ikke sur i flere dage.

Det værste af det hele er frygten om at dette kommer til at påvirke min gallafest og min værkstedsuge. Jeg så på mine venner danse lancier i onsdag, og jeg blev bare så trist af at kigge på dem. Tanken om ikke at være med til at danse til gallafesten var en tanke jeg ikke lige kunne klare.

Der er så mange begrænsninger og jeg føler mig så invalid som aldrig før.

Men jeg vil gerne sige til mine gode venner, min elskede kæreste og min familie!
Jeg er rigtig glad for al den hjælp I giver mig. Det kan godt virke som om jeg ikke sætter pris på det, men det gør jeg altså. Jeg glæder/håber på jeg får gå gips på, på mandag, så jeg kan være med, og ikke føler jeg sætter en begræsning for jer andre.

I er det bedste jeg har. Og jeg håber I er store mennesker nok til at bære over med mig. Jeg har lovet mig selv at jeg vil være bedre til at være glad, og denne fod skal ikke påvirke mig mere!

Blogger ud

Anna